!DOCTYPE html> insert_pixel_code_here

Plages du af søvnløshed?

Søvnløshed er kort og godt træls. Den forstyrrer din koncentrationsevne, dit immunsystem og dit generelle velbefindende.

Men den er forbavsende almindelig. Helt op mod hver femte dansker slås med den. Og for ca. 300.000 er den blevet kronisk. Det er da nogle tal, der vil noget.

Det stemmer meget godt med, at jeg næsten dagligt støder på nogen, der har brugt natten eller dele af den på at ligge og rotere i stedet for at få en god nats søvn.

Du skal skelne mellem disse to typer søvnløshed.

 

Akut søvnløshed

Oplever du en gang imellem en søvnløs nat, så kaldes det akut søvnløshed. Det er irriterende, når du ikke kan sove, og du mærker det næste dag. Men er det kun en enkelt nat i ny og næ, betyder det ikke noget i forhold til dit helbred og din generelle trivsel.

Akut søvnløshed oplever du f.eks. hvis du er anspændt i forbindelse med en vigtig samtale, eksamen, en jobsamtale eller lignende. Altså hvor det er en enkeltstående ting, der overstås inden for kort tid.

Sorg- og krisesituationer kan dog også give akut søvnløshed. Her skal du være opmærksom på, at søvnløsheden ikke trækker ud, så den bliver kronisk.

 

Kronisk søvnløshed

Oplever du søvnløshed flere gange om ugen i en periode på 2-3 uger eller længere, kan du være ramt af kronisk søvnløshed.

Da det har stor indflydelse på dit helbred og velbefindende, er der god grund til, at du reagerer på søvnløsheden. Du kan nemlig ende i en dum spiral, hvor du bliver mere og mere træt og udkørt, så du får færre kræfter til at gøre noget ved den.

 

Hvad skyldes kronisk søvnløshed?

Der kan være mange grunde til kronisk søvnløshed. Og det er vigtigt for dig at finde årsagen til din søvnløshed, så du kan sætte ind på den bedste måde i forhold til den.

Søvnløshed påvirker din trivsel.

Søvnløshed påvirker din trivsel.

Nogle af de almindeligste årsager til søvnløshed er:

Bekymringer, depression, nogle typer medicin, kløe, smerter, alder, natlig vandladning og ikke mindst stress.

Langt de fleste af mine stressede kunder oplever en eller anden grad af søvnløshed.

Og det er ikke så underligt.

For når du er stresset, er du pumpet med stresshormonet adrenalin. En af adrenalinets opgaver er at holde dig vågen, så du kan være på vagt over for farer, der kan true dig. Og at være lysvågen for at kunne holde vagt og så samtidig at skulle være afslappet for at kunne sove. Det hænger jo ikke sammen.

Derfor er det vigtigt at få stoppet produktionen af stresshormoner, så hurtigt som muligt.

Tankemylder giver også anledning til søvnproblemerne. Tankemylder har du ofte som stresset, men de fleste ikke-stressede oplever også tankemylder ind imellem.

Når du har tankemylder kører dit hoved hele tiden med tanker om en bekymring, en opgave, en forestående begivenhed, som kan være reel eller være en hvad-nu-hvis-det-sker-begivenhed, som måske aldrig bliver til noget. Læs mere om tankemylder.

 

Hvad kan du gøre ved din søvnløshed

Du skal ikke finde dig i at være søvnløs. Det er alt for generende, og på længere sigt meget usundt for dig.

Når du har svært ved at sove, så gør dig disse overvejelser:

Hvor mange nætter i den sidste uge, har jeg været søvnløs (i mere end 30 minutter ad gangen)?

Har det varet længere end en uge?

Hvad er det, der gør mig søvnløs?

Disse overvejelser vil ofte kunne give dig et indblik i, om der er sket noget særligt, som kan have udløst dine søvnproblemer. Det er vigtig viden for dig, når du vil have din gode søvn tilbage.

Hvis du er stresset, kan det være svært at komme ud af det på egen på. Søg professionel hjælp i form at en psykolog eller stresscoaching.

Sovemedicin kan være en løsning, men kun hvis din læge vurderer, at dit soveproblem er stort. For med sovemedicinen går du ind og påvirker din naturlige evne til at sove godt med kemi. Og så kan det være svært at komme tilbage til en naturlig sove rytme.

 

Vil du vide mere om søvn og få tips til at sove godt, så læs også:

Så vigtig er din søvn

Manglende søvn kan skade hjernen

Får du søvn nok

 

OBS! Du skal være opmærksom på, at der ikke behøver at være noget unormalt i, at du er op til en halv time om at falde i rigtig i søvn. Og selvom du tidligere er faldet hurtigt i søvn, kan det godt ændre sig.

Af |2017-11-14T18:59:10+02:00september 19th, 2016|Blog om stress og effektivitet, Søvn|0 kommentarer

Om forfatteren:

Tine Tangdal - Specialist i stress og personlig effektivitet, stresscoach, forfatter, foredrags- og workshopholder · Se alle indlæg skrevet af Tine · Læs Tines historie her · 

Skriv en kommentar