At være i nuet
Jeg sætter stor pris på at være i nuet. Det er ikke noget, jeg altid har været opmærksom på. Og det er bestemt heller ikke noget, jeg er hele tiden. Men jeg er der betydelig mere, end jeg har været. Og jeg er blevet god til at finde nuet.
En af de store gevinster ved at være i nuet er nemlig, at du får mulighed for at opfatte og nyde mere af det, der sker i dit liv. Det er også der, hvor du kan mærke dig selv og lægge mærke til, hvordan du selv og dem omkring dig har det. For du er til stede.
Der sker en masse forskellige ting i dit liv. Hele tiden. Store og små ting mellem hinanden. Så det nogen gange er svært at få øje på dem alle sammen. Og er du ikke til stede i dit eget liv, så er det endnu sværere.
Det er ærgerligt, især hvis du går glip af de ting, som er med til at gøre livet værd at leve. Alle de ting, som giver dig glæde, gode oplevelser og fornyet energi.
Derfor er nuet så vigtigt for dig
Der er utrolig mange mennesker, der er helt optaget af alt det, de skal, vil eller er nødt til. Det er det, der fylder deres tanker og opmærksomhed. Hvor de hele tiden er på vej til det næste eller er i gang med at planlægge noget. Alt sammen noget der skal ske om lidt eller endnu senere.
Er det noget du kan genkende?
Så er du meget i fremtiden. I hvert tilfælde mentalt. Og så er du ikke til stede i dit eget liv. Det virkelige liv. Du er i et fiktivt liv. Som måske, måske ikke bliver til virkelighed. Det kan kun fremtiden vise.
Det vil sige, at du løber efter en gulerod, du måske aldrig når. For hver gang du er lige ved at nå den, flytter den sig og tager form af noget andet, der gerne skal ske i fremtiden. Løber du meget på den måde, så kommer du let til at hoppe på hamsterhjulet. Og så er vejen til at ende i stress ikke særlig langt væk.
I nuet går hamsterhjulet i stå. For du bruger din opmærksomhed og energi på den opgave du er i gang med, de mennesker, der er omkring dig, den mad du spiser, den musik du lytter til etc. Du OPLEVER det du gør.
Et godt redskab til at træne din evne til at være i nuet
Anskaf dig en notesbog. Skriv hver dag tre ting i den, som du netop den dag er blevet glad over. Eller har syntes var dejlige. Eller har beriget dig på en anden måde.
Du må kun skrive hver ting én gang. Så har du skrevet: ”Dejligt solskinsvejr” én dag, så kan du ikke skrive det en anden dag.
Det tvinger dig til at gå mere i detaljen og være i nuet, så du kan opfange mere af, hvad du ser og oplever.
Du træner dig i at være
100 % til stede
=>
Du investerer din tid og energi 100 % i det,
du har valgt at brugt dit liv på lige nu
=>
Du får fuldt udbytte af øjeblikket
Held og lykke med at være i nuet.
Mange hilsner
Tine Tangdal – Specialist i stress, personlig effektivitet og tanker med egen virksomhed siden 2009